På ydersiden af benet har man en muskel, som har et meget langt seneblad (fascia lata). Dette seneblad går lige ned over det sted på hoften, hvor lårbensknoglen har et stort fremspring (trochanter major). Hvis senebladet ligger meget tæt op ad knoglen, bliver det ligesom "fanget" i dette fremspring, når man bevæger benet frem og tilbage. Ofte giver dette ikke smerter men bare et "ubehagelig klik", men imellem senebladet og knoglen ligger der en slimsæk, som kan blive irriteret i den forbindelse. Hvis den bliver irriteret og hæver op, kan det medføre smerter.
I første omgang retter behandlingen sig mod at prøve at få denne irritation til at falde til ro. Det kan være nødvendigt med medicin, evt. fysioterapi. Hvis dette ikke hjælper, kan det blive nødvendigt at operere, hvorved man forlænger senebladet ud for knoglefremspringet. Operationen foregår gennem et snit på ydersiden af hoften og foregår ambulant uden indlæggelse. |